Sikkerhed

Alle trænere har gennemført førstehjælps- og livredderkursus arrangeret af Dansk Svømmeunion og aflagt bassinlivredderprøve. Trænerne ved desuden, hvor førstehjælpskasse og nødtelefon findes.

For at øge sikkerheden yderligere, har vi lavet nogle regler om, hvilke svømmere der må være i den dybe ende:

  • Guldfisk: Må som udgangspunkt kun opholde sig i lav ende af bassinet. Børnene skal have klar besked om, hvor de må svømme til. Må være i dyb ende, hvis træneren er i vandet ved børnene (og kun med plade).
  • Søløver: Svømmer i lav ende. Børnene skal have klar besked om, hvor de må svømme til. Må være i dyb ende, når der øves udspring. Der må kun være to børn i vandet ad gangen, og børnene må først springe, når træneren har givet signal. Træneren skal formidle det klart og tydeligt til børnene. Hvis træneren skønner, at nogle af børnene er klar til at afprøve at være i dyb ende, kan børnene efter nytår få lov at svømme ud på dyb ende, hvis hjælpetræneren er i vandet lige ved siden af dem. Der må være to børn ad gangen på det dybe.
  • Delfiner: Svømmer i hele bassinet. Hvis der svømmes i dyb ende, skal træner og hjælpetræner have ansvar for hver sin ende af bassinet. Træneren i dyb ende skal have 100% fokus på alle børn samtidig. Individuel instruktion/fejlretning finder kun sted, når børnene er i lav ende, eller har fat i kanten.
  • Hajer: Svømmer i hele bassinet.
  • Legetid på alle hold: Træneren skal have 100% opmærksomhed på alle børn. Må ikke koncentrere sig om et enkelt barn. Oprydning sker, når alle børn er oppe af vandet.

Som udgangspunkt skal træneren befinde sig på kanten for at have overblik, mens hjælpetræneren er i vandet og hjælper børnene.

Hvis der er to hold i vandet, og der sker noget med et barn på et af holdene, tager træneren sig af barnet, mens træneren på det andet hold overtager ansvaret for alle børn. Hvis der kun er en træner i hallen, skal børnene beordres op af bassinet.

Der skal ALTID være mindst én træner i hallen. Hjælpetrænere må gerne gennemføre undervisningen i den ene side af bassinet, hvis der står en træner på den anden side.

Det er træneren, der i sådanne tilfælde har ansvaret for ALLE børn.

Hvis der er en træner på hvert hold, har træneren primært ansvar for sit eget hold.

Trænerne har pligt til at indrapportere nær-ved-ulykker (utilsigtede hændelser) til én i bestyrelsen med henblik på at forebygge ulykker.