Udskriv siden

Formandens beretning

Generalforsamlingen 2. marts 2010

Så er tiden igen inde til at gøre status over, hvad der er sket i Søllerød Svømmeklub siden sidste generalforsamling for et år siden.

Søllerød Svømmeklub er en klub, der ligger mellem flere store klubber i Danmark. Det er dog lykkedes Søllerød svømmeklub at have en konkurrenceafdeling hvor unge fra lokalområdet, men også fra omkringliggende kommuner kan træne konkurrenceidræt. Derudover er der mange børn der lærer at svømme i svømmeskolen.
Søllerød Svømmeklub er en klub, hvor konkurrenceidræt bliver taget alvorligt, men vi er også en klub, der har fokus på den almene, idrætspolitiske opgave, der går ud på at give børn og unge mulighed for at udvikle sig og have det sjovt uden at de nødvendigvis skal opnå store resultater. Vi lærer børn at svømme, så de kan begå sig i vand på en sikker måde.

Søllerød Svømmeklub har en konstant stor medlemsskare i på mellem 800 - 900 medlemmer. Det betyder at der har været muligt for bestyrelsen at få budget og regnskab til at hænge sammen.

Svømmeskole

I svømmeskolen betyder de mange medlemmer, at vi har kørt med stort set fyldte hold over hele linjen.

Svømmeskolekoordinatoren sørger for at dagligdagen fungerer og fungerer som forbindelsesled mellem bestyrelsen og trænerne. Omkring koordinatoren er der et velfungerende svømmeskoleudvalg, som leverer et stort stykke arbejde, og som sikrer, at driften af svømmeskolen kører i olie. Svømmemæssigt leverer trænerne og hjælpetrænerne et godt og ansvarsfuldt stykke arbejde, og min klare vurdering er, at vi leverer en kompetent og inspirerende svømmeundervisning over hele linjen. Vi har haft forbavsende få forældrehenvendelser i denne sæson, og det tolker vi som et udtryk for tilfredshed.

Inden sæsonen gik i gang, var alle trænere og hjælpetrænere gennem livredderprøven og et førstehjælpskursus. Det er et led i vores bestræbelser på at skabe så god sikkerhed som overhovedet muligt, og det er et område, vi skal blive ved med at have fokus på. Denne uddannelse varetages af Dansk Svømmeunion.

Derudover sker der en løbende uddannelse af trænerne i svømmeskolen således at vi til enhver tid kan yde kompetent træning til børnene i svømmeskolen.

Brobygning mellem svømmeskole og talenthold er formuleret som et særligt indsatsområde i svømmeskolekoordinatoren og talenttrænerens kontrakter, og den opgave løfter de rigtig fint. Hvert år har vi et arrangement for de største svømmere i svømmeskolen hvor de træner sammen med talentholdsvømmerne. Ved det sidste arrangement var der over 40 børn fra svømmeskolen og talentholdet, der svømmede, legede og spiste pizza, og det blev et meget vellykket arrangement.
Dette arrangement er med til at synliggøre over for svømmeskolemedlemmerne, at vi også har en konkurrenceafdeling, hvor de har mulighed for at dyrke svømning som konkurrencesport.

DUKA arrangementet, som vi afholder i marts, er også med til at synliggøre klubben og dens aktiviteter. DUKA er både for skoleelever og klubsvømmere. DUKA arrangementet er også en mulighed for at synliggøre Søllerød Svømmeklub i lokalområdet idet elever fra områdets skoler inviteres til at deltage.

Konkurrenceafdeling

Sæsonen 2009-2010 startede noget turbulent idet klubben skulle ansætte nye trænere til både talent-, årgangs- og elitehold. Det lykkedes hurtigt at få ansat træner til talent- og årgangsholdet mens det tog noget længere tid at få ansat trænere til eliteholdet. Klubben fik ansat et nyt trænerteam per 1. august bestående af en chef træner og tre assistenttrænere.

Eliteholdet deltog ikke i danske holdmesterskaber (DHM)i foråret 2009 hvilket betyder at klubben er rykket ned i 4. division..
Eliteholdet suppleret med årgangssvømmere deltog i Ringe International i efteråret 2009. Dette stævne var en prøve på hvordan klubben står til at deltage i DHM. Jeg deltog som holdleder og må sige at dette var lidt af en oplevelse.
Under stævnet formåede svømmerne at sætte hele 40 personlige rekorder, hvilket udgør 71 % af de samlede starter. Kronen på værket var, at Søllerød vandt 10x50 hold MIX i et tæt opløb med Svømmeklubben Syd.

Ved Danske mesterskaber på kortbane i Odense i efteråret svømmede Frederikke Hall sig i finalen med stor personlig rekord på 200bryst og semifinale og igen personlig rekord på 100bryst.

talentholdet og årgangsholdet er der rigtig gang i den. Til hvert stævne bliver der sat personlige rekorder. Bl.a. til efterårsstævnet i Tåstrup som for mange var deres første stævne, kom svømmerne hjem med ikke mindre end 17 medaljer. Heraf 3 guld, 7 sølv og 7 bronze.
Der var også deltagelse sammen med elitesvømmere til Lyngby Open hvor der var finalepladser til de "små" - og det endda med stor indmarch og præsentation med spot på.

Med den talentmasse der i dag er på talent- og årgangs-holdene er der en fremtid for elitesvømning i Søllerød Svømmeklub.

Administration

Søllerød Svømmeklub er meget glade for det administrative samarbejde med Birkerød Svømmeklub. Birkerøds administration håndterer bl.a. kontingentopkrævninger, lønadministration, administration af svømmeskolens hold samt al kontakt med medlemmer omkring alle mulige henvendelser.
Birkerød har oprettet Webshop for Søllerød, hvilket har aflastet bestyrelsen utroligt meget omkring det administrative. Alle medlemmer er fra 2009-2010 sæsonen blevet administreret via Webshoppen.

Træningsfaciliteter

Søllerød Svømmeklub har stor glæde af de faciliteter Rudersdals kommune stiller til rådighed. Svømmeskolen træner i Trørødskolens svømmehal og konkurrenceafdelingen træner i Skovlyskolens svømmehal. Udover dette har eliteholdet træningstid hver fredag aften i Rundforbihallen hvor vi på denne måde har mulighed for at være synlige som klub.

Jørn Kjær
Formand, Søllerød Svømmeklub