Formandens beretning
Generalforsamlingen 28. februar 2011
Så er tiden igen inde til at gøre status over, hvad der er sket i Søllerød Svømmeklub siden sidste generalforsamling for et år siden.
Ved den ordinære generalforsamling i 2010 lykkedes det kun at få valgt 2 bestyrelsesmedlemmer. Iflg. vedtægterne skal bestyrelsen bestå af mindst formand, kasserer og sekretær dog max fem medlemmer, så det var nødvendigt med en ekstraordinær generalforsamling for at få valgt en bestyrelse efter vedtægternes retningslinjer. På den ekstraordinære generalforsamling blev der valgt fem medlemmer til bestyrelsen samt to suppleanter. Der var derfor med en styrket ledelse af klubben 2010 blev indledt.
Det er imidlertid ikke kun bestyrelsen der er blevet styrket. Det er kommet et fantastisk forælder engagement hvor klubben i dag bl.a. råder over mange officials der er meget aktive i forbindelse med stævner og ikke mindst de stævne vi selv afholder, fx nålestævne, DUKA og klubmesterskab, som kræver mange officials. Formanden og bestyrelsen siger mange tak for denne store indsats forældrene yder gennem året.
Det store forælder engagement betød også at vi turde sige ja tak til at være med til at arrangere Østdanske Mesterskaber i Rundforbi hallen sammen med Sigma. Det var en fornøjelse at arbejde sammen med Sigma - og det var meget lærerigt for Søllerød at deltage i planlægning og afvikling af dette stævne. Tak til Sigma for dette samarbejde.
Selv om Søllerød Svømmeklub ligger mellem mange store klubber er det dog lykkedes Søllerød svømmeklub fortsat at have en konkurrenceafdeling hvor unge fra lokalområdet, men også fra omkringliggende kommuner kan træne konkurrenceidræt. Derudover er der mange børn der lærer at svømme i svømmeskolen. Søllerød gør det på sin møde og i 2010 har vi bl.a. indgået samarbejde med SFO om træning af skolebørn. Dette og andre tiltag gør, at vi som en klub i lokalområdet kan tiltrække svømmere til svømmeskolen og med en konstant stor medlemsskare på 800 - 900 medlemmer har vi sikret os en økonomi der hænger sammen
Svømmeskole
Svømmeskolen har fortsat mange medlemmer hvilket betyder at vi stort set kører med fyldte hold over hele linjen.
Svømmeskolekoordinatoren stoppede efter forrige sæson. I forbindelse med at ansættelse af ny medarbejder i administrationen blev det aftalt at koordineringen af det daglige arbejde i svømmeskolen skulle håndteres af svømmeadministrationen, således at monitoreringen af holdstørrelserne skete tæt på administrationen af tilmeldingerne. Dette blev aftalt for at optimere holdene således at så mange på venteliste som muligt kunne komme på hold. Dette er lykkedes takket være et godt samarbejde mellem svømmeskoleudvalget, trænerne og administrationen.
Der blev som sædvanligt foretaget et stort arbejde inden sæsonstart af svømmeskoleudvalget hvor svømmeholdene til sæsonen 2010-2011 blev fastlagt, trænerne blev ansat for den nye sæson, der blev gennemført livredder- og førstehjælps-kurser for alle og samarbejdet med den nye administration om koordineringen blev startet. Som sædvanlig blev undervisningen i livredning og førstehjælp varetaget af Dansk Svømmeunion. Dette var en hektisk periode, men som sædvanligt blev dette gennemført godt af svømmeskoleudvalget. Dette grundlæggende arbejde gavner klubben i dag, hvor svømmeskolen har kørt godt hele sæsonen.
Derudover sker der en løbende uddannelse af trænerne i svømmeskolen, således at vi til enhver tid kan yde kompetent træning til børnene i svømmeskolen. Denne træneruddannelse varetages af Dansk Svømmeunion.
Brobygning mellem svømmeskole og talenthold er som altid et særligt indsatsområde, og den opgave er løftet rigtig fint i år. Der er i år spottet mange talenter i svømmeskolen som er rykket op på talentholdet i konkurrenceafdelingen. Det betyder at klubben har et stort talenthold. Da årgangssvømmerne har vist så stort talent at de nu træner med eliteholdet, arbejder talent- og årgangstræner sammen om talentholdet for på den måde at sikre fokus på alle svømmere på holdet.
DUKA arrangementet, som vi afholdte i marts, var med til at synliggøre klubben og dens aktiviteter. DUKA er både for skoleelever og klubsvømmere. DUKA arrangementet var også en mulighed for at synliggøre Søllerød Svømmeklub i lokalområdet idet elever fra områdets skoler deltog i stævnet. DUKA stævnet var en succes som vil blive gentaget i 2011.
Konkurrenceafdeling
I modsætning til starten af forrige sæson, hvor klubben startede med at skulle ansætte nye trænere til hele konkurrenceafdelingen, er der nu kontinuitet med det samme trænerteam andet år i træk - dette for både elite og årgang/talent. Søllerøds konkurrence trænerteam har gjort et godt arbejde i denne sæson.
Eliteholdet deltog i danske holdmesterskaber (DHM) i foråret 2010. I 2009 rykkede holdet ned i 4. division pga. afbud, så der skulle tages revanche. Søllerød var suveræne ved DHM i 2010 og vandt klart 4. division - både øst og vest, hvilket betød sikker oprykning til 3. division. Dette var en fantastisk præstation hvor det blev vundet mange løb og sat mange personlige rekorder. Formanden deltog som holdleder og jeg kan kun sige at det var en fantastisk oplevelse at se den holdånd og det engagement der blev lagt for dagen af både svømmere og trænere. Stor ros fra bestyrelsen.
Eliteholdet var på træningslejr på Tenerife i skolernes efterårsferie. Her blev holdånden forstærket yderligere samtidig med at der blev trænet meeeget. Der blev trænet over 70 km i svømmebassinet suppleret med vægttræning, løb, spinning o.m.m. Det var nogle glade og trætte svømmere der vendte hjem fra træningslejren.
På talentholdet og årgangsholdet er der rigtig gang i den. Årgangssvømmerne har haft så meget fremgang at de nu træner med eliteholdet og talentholdet har nu så mange talentfulde svømmere at Talent og årgangs træner samarbejder om at udvikle disse nye talenter. Ved de østdanske årgangsmesterskaber i december 2010 havde Søllerøds årgangssvømmere mange gode resultater med bl.a. to bronze medalter til Oli.
I januar 2011 blev der afholdt klubmesterskaber over tre dage (fredag, lørdag og søndag). Søndagen blev afsluttet med fælles spisning med forældre hvor der blev uddelt pokaler. Ud over de sædvanlige mesterpokaler for bedste mandlige og kvindelige svømmer var der som noget nyt også pokaler til de bedste svømmere i de forskellige grupper, der var årets "buddy" til en god kammerat, årets fighter samt årets "upcoming". De nye pokaler var på initiativ af trænerteamet og vil helt sikkert blive en tradition i klubben fremover. Dette var en rigtig spændende weekend med en masse svømning og godt humør.
Med den talentmasse der i dag er på talent- og årgangs-holdene er der en god fremtid for elitesvømning i Søllerød Svømmeklub.
Administration
Søllerød er fortsat glad det administrative samarbejde vi har med Birkerød. I denne sæson er samarbejdet udvidet til også at omhandle koordineringen af det daglige arbejde med svømmeskole. Dette har givet en fortsat optimal holdudnyttelse i indeværende sæson.
Træningsfaciliteter og samarbejde med kommunen
Søllerød Svømmeklub har stor glæde af de faciliteter Rudersdals kommune stiller til rådighed. Svømmeskolen træner i Trørødskolens svømmehal og konkurrenceafdelingen træner i Skovlyskolens svømmehal. Udover dette har eliteholdet træningstid hver fredag aften i Rundforbihallen hvor vi på denne måde har mulighed for at være synlige som klub.
I indeværende sæson har Skovlyskolen været under renovering, men via et godt samarbejde med kulturområdet som har udvist forståelse og god vilje er det lykkedes at gennemføre træningen. Vi har fået stillet træningsfaciliteter til rådig i Rudersdalhallen i nødvendigt omfang - det skal kulturområdet have tak for at have håndteret på glimrende vis.
Jørn Kjær
Formand, Søllerød Svømmeklub